Danskerne vil ha en tro, der virker
Mange danskere er åndeligt søgende. De søger konkrete redskaber til at håndtere hverdagslivet, viser ny undersøgelse.
Tiden er forbi, hvor det var odiøst at tro. I dag erkender de fleste danskere, at der er mere mellem himmel og jord, og de udforsker den åndelige dimension. Men hvad søger de efter?
Det har missionsselskabet Areopagos netop lavet en undersøgelse om. Rapporten hedder Jeg vælger det, der virker og er baseret på interviews med 41 besøgende på Krop-Sind-Ånd-helsemesser i Ålborg og København. Areopagos står også bag I Mesterens Lys med Ole Skjerbæk Madsen i spidsen.
Et af de overraskende resultater i undersøgelsen er, at den åndelige søgen ikke er religiøs. Når danskerne går på indkøb i det religiøse supermarked, gør de det med andre ord ikke, fordi de har en længsel efter noget større, men primært for at finde redskaber til at forbedre deres liv.
– De søger efter noget, som kan hjælpe dem med de udfordringer, som de står med i deres arbejds- og privatliv. Og det er ikke tilfældigt, at rapporten hedder Jeg vælger det, der virker. Det er nemlig den tilgang, som mange danskere har til deres åndelige søgen, siger Kirsten Grube, som er sociolog og projektleder hos Areopagos.
Den individuelle selvudvikling ses ikke som en rejse fra A til B, men mere som en udvikling, hvor man konstant er åben over for nye udviklingsmuligheder der i princippet kan gå i alle retninger, lyder en af undersøgelsens konklusioner.
Kirsten Grube giver et eksempel:
– Vi interviewede en kvinde, som fik en håndaflæsning, fordi hun gerne ville have redskaber til at løse nogle specifikke konflikter i sit arbejde som pædagog. Den tilgang til det åndelige er meget karakteristisk. Folk søger efter redskaber til selvudvikling og livsmestring. De vil gerne hente svar i det, vi forstår ved det åndelige, men det skal være svar på de spørgsmål, som de selv stiller.
Den enkeltes søgen er overvejende af følelsesmæssig karakter. Man afsøger med et åbent sind de steder, der har den reneste energi, og de personer, der udstråler mest empati. Relationer er her vigtige ikke som udgangspunkt baseret på et fællesskab, men som de direkte møder mellem mennesker, lyder en konklusion på de 41 interviews.
Hvordan møder kirken disse mennesker? Jo, de er i udgangspunktet interesserede i at få helt konkrete svar på de spørgsmål, de tumler med i deres liv. Men de søger ikke meningen med livet med stort M, som rapporten udtrykker det:
– Hvis man som kirke ikke giver de søgende nogle bud på, hvordan kristendommen gør dem i stand til at mestre livet, er der stor risiko for, at de søger helt uden om kirken, siger Kirsten Grube.
Find undersøgelsen
på Sondagmorgen.dk